Planlægger du en tur til Disneyland Paris?

Så kommer her et lille trick, som du måske ikke kender…

Har du været inde på Disneyland Paris danske hjemmeside, så har du sikkert opdaget, at Disneyland ikke er et billigt sted at besøge, især ikke hvis du som jeg, insisterer på at bo på et af Disneys egne hoteller. De ligger alle sammen (på nær et enkelt) i gåafstand til parkerne og da jeg ofte kun er afsted et par dage, så gider jeg ikke at vente på bus eller tog. Derudover er billetter til begge parker inkluderet, hvilket også kan være lidt af en udskrivelse.

Ofte er der tilbud på en pakkerejse, der inkluderer hotel og parkbilletter. I skrivende stund kører de et tilbud med minus 25% og fri halvpension, men hvad nu, hvis du kunne få et endnu bedre tilbud? Man skulle tro, at alle tilbud blev tilbudt til alle lande i Europa, så de danske tilbud er de samme som de engelske og de franske osv. men sådan forholder det sig ikke. Af en eller anden grund er de danske tilbud ofte væsentlig dårligere end mange andre landes tilbud. Jeg har fundet tilbud, hvor du sparer 40% på den belgiske og den franske hjemmeside. Det kan jeg ikke mindes at have set på den danske side nogensinde.

Hvad kan du så bruge den information til, når du bor i Danmark? Jamen, du behøver ikke bestille fra den danske side. Du kan bestille fra en hvilken som helst europæisk side. For at skifte land, trykker du blot på flaget oppe i højre hjørne. Du modtager al information på mail, så din adresse og hjemland er ligegyldig. Den eneste konsekvens er, at du modtager mails på det pågældende lands sprog, men jeg har klaret mig med både hollandske og belgiske mails og opsætningen er ens for alle lande, så har du besøgt Disneyland tidligere, så kig på dine gamle mails og spørg Google Translate, så går det fint.

Så inden du bestiller din rejse, så kig lidt rundt på nogle af de andre landes sider, de har måske et tilbud, der passer bedre til dig og din familie.

Glæder du dig til Vilde Rolf 2?

Som det blev afsløret i dette års juleshow fra Disney, så er der en ny Rolf-film på vej, så det er vel passende at tale lidt om disse to film.

Begge film tager udgangspunkt i nostalgiske computerspil og har et hav af referencer til rigtige computerspil og i den nye film, også til hjemmesider som Youtube, Ebay, Instagram og mange flere. Den nye film hylder også de mange Disney prinsesser og viser dem under noget mere afslappet forhold, end vi er vant til. Som Disneynørd er disse scener virkelig sjove!

Kort fortalt handler den første film fra 2012 om Rolf, som er en figur i computerspillet Fix-It Felix Jr. Han er skurken, derfor gider de andre figurer i spillet ikke være sammen med ham, når spillehallen lukker om aften. Han beslutter sig for at vinde en medalje, så han ikke længere bare er skurken, der altid taber. Han hopper derfor ind i et kampspil og vinder den medalje, deres spillere kan vinde, men det hele går selvfølgelig galt. Undervejs møder han Vanellope fra et racerspil, der bliver hans bedste ven. Når plottet genfortælles lyder der virkelig rodet, men tro mig, det er gennemført og sjovt.

Den nye film, Vilde Rolf Smadrer Internettet får premiere i Danmark d. 7 februar, den har dog været ude i USA siden november. I denne film rejser Ralph og Vanellope til internettet for at købe en reservedel til Vanellopes spil. Der møder de både de gode sider af internettet, men især også de mørke sider i form af anonyme internetbrugere, bugs og virus. Undervejs besøger de rigtige hjemmesider som blandt andet Ebay og OhMyDisney. På sidstnævnte side møder de alle prinsesserne, der i deres pauser hænger ud på slottet. En lækker detalje er, at de har fået de “gamle” prinsesse-skuespillere til at lægge stemme til deres originale prinsesse. I hvert fald i den amerikanske udgave, så jeg håber, at de også gør dette i den danske oversættelse.

Ligesom i den første film, er denne film fyldt med små sjove referencer og indslag, men det er en to’er og det kan mærkes. Historien er lidt tynd og bliver båret de mange referencer, men den er værd at se. Måske ikke i biografen, men så derhjemme på sofaen.

Kilde: Disney